Om mig
Jeg er sanglærer, sangskriver og underviser med en master i Studio Composition fra Goldsmiths, University of London. Jeg er certificeret Alexandertekniklærer, BAST-trænet sanglærer og har desuden et diplom i psykoterapi fra Human Givens Institute.
Min musikalske baggrund spænder over sangskrivning, komposition, produktion og lyd. I mine mange år i London studerede jeg blandt andet Deep Listening hos den amerikanske komponist Pauline Oliveros og arbejdede med lyd ved hendes koncerter. Arbejdet med lytning, opmærksomhed og kreativitet har siden været en naturlig del af min tilgang til både musik og undervisning.
I dag bor jeg i Bagsværd med min familie og underviser på Sankt Annæ Gymnasium, hvor jeg arbejder med unge sangskrivere, producere og komponister samt er udviklingskoordinator på MGK's produktionslinje. Derudover underviser jeg i pædagogik på RMC og leder et rytmisk voksenkor.
I over 25 år har jeg undervist sangere og kreative med forskellige udgangspunkter og ambitioner, fra dem, der ønsker større frihed og glæde ved at synge, til unge talenter og etablerede artister med udgivelser, pladekontrakter og projekter i blandt andet P3's Next og X Factor.
Min undervisning bygger på en helhedsorienteret tilgang, hvor teknik, kropsbevidsthed og kunstnerisk udvikling går hånd i hånd. Min erfaring med BAST, Alexanderteknik, Deep Listening og Human Givens giver mig mulighed for at arbejde med hele processen omkring det at synge, skabe og performe, både teknisk, kreativt, kropsligt og mentalt.
For nogle handler det om at få mere frihed og sikkerhed i stemmen. For andre handler det om performance, sangskrivning eller om at finde et mere personligt kunstnerisk udtryk. Nogle oplever også, at præstationsangst, perfektionisme, selvkritik eller usikkerhed står i vejen. Undervisningen tager altid udgangspunkt i dig, dine mål og det, der hjælper dig videre.
Undervisningen foregår i mit hyggelige hjemmestudie i Bagsværd eller online.
Er du nysgerrig på et forløb eller har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig.